Historie og baggrund

Otto Baches maleri fra 1882 De sammensvorne

Domkirkekvarteret i Viborg er ikke blot byens, men hele Jyllands hjerte. Siden vikingetiden har området været et centralt mødested.

Viborg er en af de ældste byer i Danmark. Gennem 1000 år har byen været et samlingssted, magtcentrum og åndeligt midtpunkt.

Det var her på bakken over søerne, lige hvor Jyllands to store færdselsårer fra nord til syd og øst til vest mødtes, at vikingerne placerede både et ting og et helligsted. Tinget blev snart til et landsting for Jylland og Fyn, og helligstedet blev til en domkirke og den katolske kirkes højborg i Jylland.

Frem til enevælden blev indført i 1660 blev alle danske konger hyldet ved landstinget i Viborg. Det var også ved landstinget, at Jyske Lov blev udmøntet, og det var i Viborg, at Stænderforsamlingerne lagde fundamentet til demokrati i Danmark.

Det var også i Viborg, at Hans Tausen fra år 1526 begyndte sine lutherske prædikener og hermed startede reformationen i Danmark, og den katolske kirke efter et folkeligt oprør blev afløst af den protestantiske.

Historien om Viborg er hele Danmarks historie

Danmarkshistorien har foldet sig ud i Viborg gennem 1000 år, og de mange dramatiske begivenheder og centrale institutioner har givet byen sit helt særlige præg.

I Domkirkekvarteret mærker du i særlig grad byens sjæl og historie. Fra middelalderens gader og byrum over barokkens og nationalromantikkens ’magtens huse’ til domkirken, der med sine karakteristiske to tårne, står stærkt i bybilledet.
Sidst opdateret: 04.05.2018